Find forhandler

Børge Mogensen

Børge Mogensen (1914-1972) var en af efterkrigstidens mest indflydelsesrige arkitekter og Fredericias første husdesigner. Han fandt inspiration over hele verden i sin ambition om at skabe brugsgenstande til hverdagen, der kunne holde i generationer. De mest anerkendte møbler fra Mogensens hånd blev skabt under hans samarbejde og venskab med Fredericias direktør Andreas Graversen.

Børge Mogensen var en af de pionerer, der skabte fundamentet for begrebet ”Danish Design”, og som var med til at forme vores forståelse af en særlig dansk retning inden for møbeldesign. Hans livslange ambition var, at skabe enkle og funktionelle møbler i træ, der kunne berige hverdagslivet - både i hjemmet og det offentlige rum.

Børge Mogensen i den Spanske Stol
Børge Mogensen i den Spanske Stol

Mit mål er at frembringe ting, der vil tjene mennesket, placere mennesket i hovedrollen. I stedet for med djævlens vold og magt at forsøge at tilpasse mennesket til tingene.

Børge Mogensen

Udlært af Kaare Klint som møbelsnedker og designer

Børge Mogensen var udlært snedker samt møbeldesigner ved Kunsthåndværkerskolen i København før han i 1941 tog eksamen i arkitektur fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Møbelskole, der blev ledet af Kaare Klint. Gennem hele sin karriere forsvarede Børge Mogensen den nøgterne funktionalisme, som var grundlaget for Klint-skolen, men han bidrog også til at udvide traditionen. Til forskel fra Klint, som fremhævede det traditionelle møbelsnedkerhåndværk og bearbejdningen af historiske møbeltyper, lagde Børge Mogensen vægt på at tilpasse sine modeller til et moderne produktionsapparat og den friere og mere uformelle indretningskultur, der opstod i slutningen af 1950’erne.

I 1948 deltog Børge Mogensen i MoMAs internationale møbelkonkurrence ”Low-Cost Furniture”. Inspireret af udstillingen eksperimenterede han efterfølgende med formbøjede finerskaller og spejlede strømninger inden for den internationale modernisme i sin egen designidentitet. Børge Mogensen fandt også inspiration i etnisk kunst, litografier og japanske træsnit, ligesom han ofte moderniserede historiske møbeltyper, sådan som Klint-skolen foreskrev det.


I 1950 forlod Børge Mogensen FDB og etablerede sin egen tegnestue, og i 1952 indledte han et samarbejde med den unge indretningsarkitekt og forretningsmand Andreas Graversen, der i 1955 overtog Fredericia Furniture A/S.

Hans J. Wegner og Børge Mogensen på Det Kongelige Kunstakademis Møbelskole i 1938
Hans J. Wegner og Børge Mogensen på Det Kongelige Kunstakademis Møbelskole i 1938

Mogensens hus var hjem for nogle af hans mest ikoniske designs

Mogensens hus står som et af hans mest ikoniske og helstøbte værker. Et af Mogensens mest kendte møbler er tilpasset stedet til perfektion; stuens absolutte omdrejningspunkt var den hædrede 2213 sofa, designet i 1962. Sammen med et par Spanske stole, fra 1959, danner den en samlende helhed i rummet.

Mogensen boede i huset sammen med Alice i 15 år. De refererede kærligt til det som laboratoriet; det sted hvor Mogensen eksperimenterede med sine møbler og hun designede beklædning.

For at afprøve sine møbler, inden de blev godkendt til produktion, udførte Mogensen prototyper til ‘laboratoriet’, en betegnelse som dækkede stort set samtlige af husets rum. Når en ny sofa eller stol ankom til huset, blev møblet afprøvet af alle familiemedlemmer. Børnene hoppede i sofaerne, legede med stolene, som hele familien efterfølgende sad på under måltiderne. Hvis et møbel var stærkt nok til at udholde dette daglige og varierede brug af børnene, anså Mogensen møblet for ‘bestået’. 

Stole

Mød vores designere

Siden grundlæggelsen i 1911 har vi opbygget en stærk tradition for smukt håndværk og innovativt design, udviklet i tæt samarbejde med en kreds af internationalt anerkendte designere.

Se mere