J39 Portrætter Saks Potts
Kombinationen af Cathrine Saks' uddannelse i modedesign og skrædderkunst og Barbara Potts' BA i kunsthistorie skaber den perfekte designduo, mener barndomsvennerne, der sammen grundlagde tøjmærket Saks Potts i 2014. Deres henholdsvis tekniske ekspertise og kunstneriske forståelse har dannet grundlaget for sofistikerede kollektioner bygget omkring kærligheden til København. Sammen har de skabt et showroom i en betagende historisk bygning, og hylder rummene ved at tilføje deres egne elementer af patina og designhistorie.
“ J39 er et perfekt eksempel på et tidløst, klassisk design, der passer til vores kontor med et miks af elegance og afslappethed. ”
Saks Potts
“Stilen i vores showroom er meget personlig, varm og hyggelig. Vi har prioriteret en hjemlig følelse frem for et butikslignende rum, da vi mener, at vores gæster skal have en helhedsoplevelse af, hvem vi er. Vi har skabt et univers, hvor du får følelsen af at træde ind i en privat garderobe og har udvalgt møbler, som vi føler, kan det samme som vores tøj nemlig at kombinere æstetik med praktik. Vi elsker at kombinere nye og gamle møbler med kunst, litteratur, friske blomster og små personlige genstande, der tilsammen skaber et udtryk, der komplementerer vores kollektioner.
Vores kontor ligger i en historisk bygning på Bredgade og da vi fik specialfremstillet de andre møbler, ville vi gerne tilføje et element af historie, som havde fået en vis patina gennem årene. Vi udvalgte omhyggeligt de resterende møbler i klassisk design for at komplementere det sofistikerede udtryk i kollektionerne. Vi brugte en del tid på at lede efter de perfekte stole og fandt endelig disse brugte J39-stole eller folkestole, som vi kalder dem.
Vi havde begge disse stole i vores barndomshjem. Det er en af de ting, der altid har været der, men som man først bliver fascineret af som voksen. Vi er generelt glade for designs, der ikke går af mode, og føler, at det bedste design er det, der ikke har nogen alder. J39 er et perfekt eksempel på et tidløst, klassisk design, der passer til vores kontor med et miks af elegance og afslappethed."
Se flere J39 Portrætter
J39 Folkestolen har vundet hjerterne hos designentusiaster verden over i mere end syv årtier, og i år er det 75 år siden, Børge Mogensen tegnede sin udødelige klassiker.
Vi markerer jubilæet med en række portrætter af danske kreative, der alle har J39 stående derhjemme eller på kontoret, og lader dem fortælle, hvad der i deres optik er godt design, hvordan de skaber en særlig atmosfære og om at vælge møbler med hjertet.
1 of 5