Find forhandler

Grundtvigs Kirke - et arkitektonisk mesterværk

Den ikoniske murstensbygning på Bispebjerg i København står som et mesterligt eksempel på nordisk minimalisme og håndværk i verdensklasse. Det monumentale værk repræsenterer det bedste indenfor dansk kulturarv og tjener som et levende bevis på Klint-familiens enestående talent inden for arkitekturen. 

Med inspiration fra de storslåede europæiske katedraler tegner og påbegynder Kaare Klints far, arkitekten P.V. Jensen-Klint, i 1921 byggeriet af Grundtvigskirken, hans absolutte hovedværk. Da han dør i 1930, overtager Kaare Klint, efter faderens ønske, fuldførelsen af bygningen og interiør, der står endeligt færdig ti år efter.


K
irken er konstrueret af blot ét enkelt materiale i form af gule teglsten af dansk ler, der skaber det særlige, bløde lys i det store kirkerum. De mere end 6 millioner håndslebne mursten bærer alle tydelige slibemærker, der vidner om den omhyggelige håndværksmæssige proces, der har dannet grundlag for det overlegne bygningsværk. Sidste hånd på kirken bliver lagt, da arkitekt Esben Klint, søn af Kaare Klint, tegner udsmykningen til kirken, herunder orgelfacaden samt lysekroner og sangtribune. Også flere af Klints elever fra Kunstakademiets Møbelskole bidrager til interiøret, hvor både Mogens Koch, Rigmor Andersen og Lis Ahlmann bidrager til designs på præsten værelse og Børge Mogensen tegner et unika langbord, der danner grundlag for hans senere shaker borde.


Da Grundtvigskirken står færdig i 1940 efter 19 års arbejde, mener Kaare Klint, at der skal nye stole til. Han finder de sædvanlige kirkebænke for dominerede, og ønsker et lettere udtryk. Allerede i 1936 havde Klint designet den slanke Kirkestol til Bethlehemskirken, men det er først, da stolen bliver introduceret i Grundtvigskirken i en opdateret version med armlæn og et bredere sæde, at den opnår bred anerkendelse.
 

I dag står Kirkestolen fortsat i Grundtvigskirken og viser Klints brede inspiration, der strækker sig fra amerikanske shakermøbler til sydeuropæiske kirkestole og traditionelle engelske landstole, og med den enkle sammensætning af gule tegl og træstole i flet, oplever man i kirken et helt særligt lys og et mesterligt eksempel på nordisk minimalisme. 

Fra Kirkestolen til The Klint Chair

Som en hyldest til Kaare Klint genintroducerer Fredericia Furniture nu Kirkestolen som The Klint Chair. I tæt samarbejde med Klint-familien er stolen nu blevet tilpasset til boligen og menneskets nutidige proportioner – helt i Klints ånd. Navneændringen til The Klint Chair cementerer, at designet kan meget mere end det ophøjede kirkerum. Det er en moderne stol til hverdagsbrug med et klassisk udtryk og en formidabel komfort til både private hjem og sociale scener. 

Den historiske arv formår at skinne igennem med en enkel og funktionel elegance og med sans for ypperligt træhåndværk, der gør denne velkomponerede stol til et lille mesterværk. 

Barnebarn Lars Klint, der selv er uddannet arkitekt og underviser på arkitektskolen i København, byder den opdaterede stol velkommen: 

“Vi er i familien glade for at kunne føre fortællingen videre om Kaare Klint, hans designs og betydning for dansk designhistorie. Jeg er personligt stolt af The Klint Chair, der med sine opdaterede proportioner, er blevet lige så let og delikat, som jeg havde drømt om. Uden på nogen måde at gå på kompromis med Kaare Klints design.”