En samtale med Atelier Axo: Rum med historier
I 2019 grundlagde designer Rose Hermansen og arkitekt Caroline Sillesen Atelier Axo, en tværfaglig design- og arkitektpraksis, efter at have vundet en konkurrence sammen. Deres arbejde har siden markeret sig med en visionær tilgang til arkitektur, interiør og møbeldesign, hvor æstetik og bæredygtighed går hånd i hånd. Med hver deres faglige styrker og blik for detaljen skaber de en inspirerende dialog, drevet af en fælles passion for sanselige materialer, autentiske løsninger og historiens vingesus.
Hvordan arbejder I sammen som en duo og hvordan trækker I på jeres forskellige ekspertiser som henholdsvis designer og arkitekt?
ATELIER AXO: Som designer og arkitekt supplerer vi hinanden godt, da vi kommer til bordet med forskellige ekspertiser. Afhængig af projekternes omfang og skala, arbejder vi både meget tæt og hver for sig. Nogle projekter kræver, at vi arbejder tæt omkring alle aspekter, mens andre projekter tillader, at man hver især har nogle fokusområder, man er ansvarlig for og dykker i dybden med. Men fælles for alle projekter er, at vi begge er med i de tunge beslutningsprocesser, hvor vores forskellige perspektiver beriger processen, skaber bæredygtige diskussioner og helhedsorienterede løsninger.
“ Vi ønsker at støtte og fremhæve dansk design, som vi mener, har en unik evne til at kombinere enkelhed, funktionalitet og skønhed. Mange af møblerne har vi specialdesignet til stedet - eksempelvis de seks forskellige spisebordstypologier, da vi ønsker at bidrage til denne arv og skabe et rum, hvor vi både hylder og viderefører traditionen for dansk design. ”
Atelier Axo
Hvor henter I inspiration, og hvordan påvirker andre discipliner som kunst, natur eller teknologi jeres arbejde?
AA: Inspirationen til hvert enkelt projekt udspringer altid fra stedet og dens genius loci, altså stedets ånd. Alle steder har en historie at fortælle, så det handler om at dykke ned i omgivelserne og finde den rigtige historie. Derudover kommer andre discipliner i spil undervejs som en del af vores kreative proces, fordi de åbner op for nye perspektiver og udfordrer os til at tænke anderledes. Ved at kombinere det intuitive og abstrakte fra kunsten, det bæredygtige fra naturen og dens materialitet, og det innovative fra teknologien arbejder vi med at skabe løsninger, der stræber efter at være både funktionelle og poetiske.
Hvad betyder begreber som "håndværk" og "autenticitet" for jer, når I skaber rum?
AA: For os er håndværk essensen af godt design. Hvis man ikke tager hensyn til håndværket, så er det blot formgivning uden et anker – det er i taktiliteten, detaljen og konstruktionen, at et rum eller et møbel får sin sjæl. Autenticitet handler om at skabe noget ægte, der respekterer både materialerne og historien bag stedet. Vi stræber efter, at hvert sted fortæller sin egen historie og føles forankret i både mennesket og omgivelserne.
I har med Restaurant Bobe fået til opgave at transformere en ikonisk bygning med flere hundrede års historie, hvordan tilgår man sådan et projekt?
AA: Vi tilgår det nænsomt med en stor ydmyghed og respekt for bygningens historie. Først lytter vi til stedet – dets arkitektur, materialer og fortællinger – og derefter søger vi at bygge bro mellem det historiske og nutiden. Målet er at bevare sjælen, samtidig med at vi skaber en ny funktionalitet og æstetik, der kan leve videre i mange år frem. Vi har brugt rigtig mange timer på det usynlige arbejde mellem væggene, etagedækkene og at få bygningen til at fremstå i sin allerbedste alder.
I har valgt at genbruge adskillige elementer fra bygningen, inklusiv de mange J39-stole, der tilhørte den tidligere restaurant Peder Oxe, hvorfor det?
AA: Vi valgte at genbruge elementer som J39-stolene, fordi de bærer på en historie, der giver rummet sjæl. De var en del af Peder Oxe, en ikonisk restaurant med et langt og rigt liv, og ved at integrere dem bringer vi fortidens varme ind i nutidens design. Netop den let røgede version af J39 stolen i egetræ var særligt lavet til stedet for år tilbage, og vi fandt den stadig lige så relevant. Vi opdaterede stolen med en lille forhøjning til nutidens spisehøjde og gav alle stolene en grundig renovering, så de var klar til mange flere år. Genbrug er både en hyldest til håndværket og en måde at skabe en forbindelse mellem det gamle og det nye. Et andet ikonisk element fra Peder Oxe var deres særlige type af skomagerlampen, der hang over hvert bord med en kasse med bordnummer på og en lille grøn lampe, man kunne tænde, når man havde brug for tjeneren. Vi har genbrugt alle glaslampeskærmerne til lamper i vinkælderen, og har enkelte steder i restauranten fæstnet bordnumre i gulvet som små minder. Så når man er på besøg på Restaurant Bobe, har man måske et messingskilt med nr. 12 ved siden af sin fod, og hvis man har haft sin gang på Peder Oxe, så ved man, at der sendes en hilsen.
Dansk design er gennemgående for indretningen, er det bevidst?
AA: Ja, det er helt bevidst. Vi ønsker at støtte og fremhæve dansk design, som vi mener, har en unik evne til at kombinere enkelhed, funktionalitet og skønhed. Mange af møblerne har vi specialdesignet til stedet - eksempelvis de seks forskellige spisebordstypologier, da vi ønsker at bidrage til denne arv og skabe et rum, hvor vi både hylder og viderefører traditionen for dansk design. De moderne elementer er skabt med samme opmærksomhed på detaljer og håndværk som klassikerne, og de arbejder sammen for at skabe et rum, hvor gammelt og nyt smelter sammen på en naturlig og forfriskende måde.
Hvordan arbejder I med lys og skygge for at skabe stemning i et rum?
AA: Lys og skygge er fundamentale værktøjer for at forme stemningen i et rum. Vi arbejder med det naturlige lys, der ændrer sig i løbet af dagen på forskellige måder. Nogle steder er det velkomment, andre steder skal der en filtrering til for at holde på en varme. Vi balancerer det med kunstig belysning for at skabe dynamik og dybde, og som kan hjælpe med at bibeholde en særlig stemning om det er januar eller august. Vi bruger skygger til at tilføje intimitet og struktur, samtidig med at vi fremhæver vigtige elementer i rummet. Ved at lege med lysstyrke og retning kan man skabe en følelse af varme, ro eller energi, alt efter hvad rummet skal udtrykke.
Hvad er den bedste detalje hos Restaurant Bobe?
AA: Der er mange små hilsner i detaljerne på Bobe, som vi holder af. De førnævnte bordnumre i messing, de unikke tekstilophæng i vinduerne, hvor hvert gardinmotiv er lavet ud fra den specifikke plads og udsynet; de unikke håndstøbte greb på tjenerstationerne lavet af genbrugt aluminium fra Volvo-fælge eller de sagte bueslag fra arkitekturen, der går igen i de forskellige møbler i restaurantens skuffer, hylder og bænke. Måske man kan man sige, at den bedste detalje hos Restaurant Bobe egentlig er den håndværksmæssige præcision, der ligger i samspillet mellem de naturlige materialer og hvert enkelt designelement. Vi har arbejdet med at skabe en følelse af harmoni gennem hvert element – fra de organiske træoverflader til de skræddersyede møbler. Det er i de små, næsten usynlige detaljer, at rummet virkelig får liv og karakter, og hvor hvert element understøtter den overordnede stemning af tidløs kvalitet.
Hvordan indtænker I bæredygtighed og lang levetid ind i jeres projekter?
AA: Bæredygtighed er en kerneværdi i vores designproces. Vi fokuserer på at vælge massive materialer, der både er holdbare og miljøvenlige, i form af sit ophav eller produktion. Vi arbejder med lokale kunsthåndværkere og håndværkere, hvor vi er tæt på produktionen, samarbejder om konstruktionen og støtter den danske tradition for håndværk, så faget ikke uddør. I vores formgivning forsøger vi at give vores version af et tidløst design, der bevæger sig over tendenser, så relevansen består i en verden, hvor alt bliver opdateret med alt for få år imellem.
At få et sted til at leve
Harmonisk indretning tilgodeser en bred vifte af menneskelige behov – fra fysisk komfort til følelsesmæssigt og socialt velvære – ved at skabe miljøer, der respekterer de forskellige måder, folk lever, arbejder og mødes på. Det, der for alvor får os til at føle os hjemme. Når gennemtænkt design og veludført håndværk forenes, opstår rum, hvor fællesskab og fordybelse smelter sammen i en naturlig balance.
Dyk ned i fortællingerne bag disse inspirerende rum og få indblik i arkitekterne og designerne, der bringer dem til live.
1 of 5