Design skal rejse spørgsmål og pirre nysgerrigheden
En samtale med Maria Bruun, Møbeldesigner
Allerede anerkendt, tilslutter Maria Bruun sig den mangeårige danske designtradition. Med stor respekt for klassisk dansk design som fundament, skaber hun møbler med en innovativ tilgang og med et elegant formsprog resulterende i værker i spændingsfeltet mellem kunstneriske former og funktionelle designs. Som Islets bord-serien for Fredericia, der kendetegner hendes skulpturelle minimalisme. Bruun er blevet tildelt adskillige prestigefyldte priser inklusiv Finn Juhl Prisen og Wegner Prisen for hendes tilgang til design.
“ Jeg inspireres mest af alt af hendes tilgang til designprocessen mere end hendes egentlige produkter. For Nanna var alle skalaer tilgængelige og en formbar kunstnerisk opgave, om det var møbler, rum, tekstiler, brugsgenstande eller smykker. Og netop hendes kompromisløse tilgang til det subjektive og det kunstneriske i hendes tankegang, er noget jeg beundrer, og selv tager med mig i mit virke. ”
Maria Bruun, Møbeldesigner
FREDERICIA Hvad var det særlige i Ditzels design?
MARIA Nanna var ikke bange for det ornamenterede. Om det var formsproget i sig selv, perforeringer eller farvesætning, hvilket jeg finder virkelig interessant. Hendes inspiration fra naturen kom meget til udtryk i det ornamenterede greb, og i en tid hvor mange andre skrællede fra, var hun ikke mange for at lægge til, som om hun ikke kunne “dy sig”.
F Hvordan inspirerer Ditzels virke dig som møbeldesigner?
M Jeg inspireres mest af alt af hendes tilgang til designprocessen mere end hendes egentlige produkter. For Nanna var alle skalaer tilgængelige og en formbar kunstnerisk opgave, om det var møbler, rum, tekstiler, brugsgenstande eller smykker. Og netop hendes kompromisløse tilgang til det subjektive og det kunstneriske i hendes tankegang, er noget jeg beundrer, og selv tager med mig i mit virke.
For mig er det at skabe en meget intuitiv og subjektiv proces. Oftest designer jeg udenfor brief af netop denne årsag. Her er der ingen restriktioner eller besnærende ramme, og ideerne, formen og materialerne kan flyde frit og transformere med projektet. Som en iterativ proces, hvor hvert skridt informerer det næste. For eksempel i samarbejdet med Thomas og Rasmus Graversen har jeg ofte designet udenfor brief og på den måde bliver der skabt et modigt produkt - et koncentrat, som er mig. Det er modigt af producenten - og ikke særligt typisk for vores tid -, at lytte til designeren i sådan en grad. Her tages ikke udelukkende hensyn til eksisterende portefølje, konkurrenternes ageren i markedet eller stor volumen - men i højere grad er der fokus på det meningsfulde design, som rummer designerens vision, oversat i en kommerciel ramme. Vi bilder os ind, at hvis det gode design har betydning for os - har det det også for forbrugerne.
F Du beskrives, meget lig som Ditzel, som en designer, der ikke lader sig bremse af, hvad man må eller ikke må, kan du uddybe det?
M Min skabelsesproces er intuitiv men dermed ikke sagt, at jeg arbejder fuldstændigt frit, for når den kompromisløse kunstneriske idé har udfoldet sig, er ambitionen ofte at transformere den kunstneriske tanke til et funktionelt og brugbart møbel: her påbegyndes arbejdet med maskinerne og dygtige håndværkere - for at optimere og udforske.
Et af de bedste skridt i processen er her, hvor jeg må lytte til de dygtige og erfarne håndværkere - men også nogle gange skubbe til teknikkerne og forestillingen om ‘sådan gør man’ eller ‘sådan har vi altid gjort’. Det er ikke et mål i sig selv, men nogle gange kan det være nødvendigt at skubbe til de gængse produktionsformer og metoder - lave nogle fejl - for at opdage nye teknikker eller nyt potentiale, og på den måde skubbe til de traditionerne.
F Ditzel gjorde oprør mod tidligere tiders måde at anskue design. Du beskriver selv et skifte i dansk design lige nu?
M Nannas tilgang til proces og måde at skabe på er noget de unge designere forholder sig til i dag. Der er en generation nu, for hvem, der ikke er en rigtig eller forkert måde at designe på. Designerne er langt mere autonome og det samme er forbrugerne, som forholder sig til at design kan være masser af ting; det kan være kunst, det kan være arkitektur, det kan være smukt, det kan være grimt, der er så mange udtryksformer i dag og de unge designere forholder sig i højere grad til, om det er meningsfuldt og om det kan berøre. Man har som designer langt mere tendens til at stoppe op i processen og sige, “nu er jeg færdig, nu insisterer jeg på, at mit design giver mening for mine omgivelser”, hvor der modsat i tiden, da Nanna skabte designs, var et mere lineært forløb, når det kom til, hvad der var rigtigt design. I dag er måden at forbruge design på langt mere eksperimenterende og det skaber nogle spændende produkter og rykker til den gænge opfattelse af, hvad design er.
F For Ditzel var det vigtigt altid at bevæge sig fremad og sætte spørgsmålstegn ved tingene, hvad er vigtigt for dig, når du designer?
M For mig er det vigtigt at stå fast på, at godt design betyder noget og at et design bidrager med mere end det rent funktionelle. Design er en faglighed, som skaber værdi og mening for dem, der bruger det. Jeg kan personligt godt lide at tilføre noget til mine design, som rejser et spørgsmål eller hvor de som bruger det, måske får nysgerrigheden pirret eller mærker et pirrende element. Dér føler jeg, jeg går i dialog med slutbrugeren.
F Hvad er dit eget yndlingsobjekt skabt af Nanna Ditzel?
M Jeg synes, hendes smykker er enormt smukke og hendes tekstil Hallingdal har bevist sit værd over årene. Derudover var den farvesætning og hele samarbejdet hun lavede med DSB og IC3-togene et fantastiske designgreb. Men favoritten er Trissen fra 1962. Den er legende og skulpturel i et simpelt formsprog. Din hånd kan gribe om stilken og løfte møblet op - proportioneret lige præcis til håndens greb. Den er en stabelbar “byggesten” og har et fuldstændigt udefinerbart rumligt potentiale, som kan skaleres op og ned. Den kan være ét objekt men kan også være en rumlig skulptur, og danne en helt anden form for brug. For mig bliver den skalaløs samtidig med, at den holder sig en-til-en til kroppen og det er virkelig et interessant greb.
Udforsk mere
Dyk ned i vores univers af historier om Nanna Ditzels liv, hendes design og de mennesker, der kendte hende.
1 of 4