Find forhandler

Ditzel var dronningen af design i sin samtid

En samtale med Thomas Graversen, ejer af Fredericia

Med fusionen af Børge Mogensens moderne idealer og sin egen solide erfaring, skaber Andreas Graversen i 1955 et tæt og helt afgørende samarbejde for Fredericia Furniture. Den næste generation i familieforetagendet spejler dette frugtbare partnerskab, da sønnen Thomas Graversen og Nanna Ditzel, med deres banebrydende møbeldesigns, formår at bygge bro mellem den historiske designarv og den nye samtidskultur.

Hun tog alle de forskellige designfagskompetencer og trak på dem konstant. Kunst, natur, farver, tekstil og tekstur. Sådan tror jeg ikke, en traditionel møbeldesigner ville have tænkt og jeg tror ikke, en traditionel møbeldesigner havde turde lave så ornamenteret en stol som Trinidad på daværende tidspunkt.

Thomas Graversen, ejer af Fredericia


FREDERICIA
I 1989 bliver Nanna Ditzel Fredericias anden hoveddesigner efter Børge Mogensen, hvordan sker det?

THOMAS Min far, Andreas Graversen, havde i adskillige år søgt efter en ny tilknyttet designer. Han vidste, at Nanna var kommet retur til Danmark efter knap 20 år i London og de mødtes for at vende muligheden for at sætte Nannas design i produktion. Vi startede så med at lancere Ringstolen på messen imm Cologne i 1989.

Jeg var på det tidspunkt ansvarlig for salg i Fredericia og kom derfor naturligt med i samtalerne med Nanna og da jeg så i 1990 blev formand for Snedkernes Efterårsudstilling, hvor Nanna også sad i bestyrelsen, blev vi for alvor gode venner. Året før havde hun på selvsamme udstilling fremvist Bænk for To og vi talte om, hvorfor den ikke var sat i produktion, for hun var aldeles glad for den. Så den valgte vi at introducere det følgende år på Køln-messen i 1990 og folk valfartede til vores stand for at se det markante og skulpturelle møbel. Så valgte Nanna og jeg at indgå et partnerskab.

Året efter lancerede vi Sommerfuglestolen, der stak fuldkommen ud, og hun løb endnu engang med al omtalen, og sådan fortsatte det. At få Nanna ind som hoveddesigner var et paradigmeskift for Fredericia, hvor vi nu, udover at producere møbelklassikerne, også turde tage nogle vilde chancer med hidtil usete møbeldesigns.


F
Hvad gjorde Ditzel til en god designer?

T Det var den multidisciplinære tilgang hun havde til design. Hun tog alle de forskellige designfagskompetencer og trak på dem konstant. Kunst, natur, farver, tekstil og tekstur. Sådan tror jeg ikke, en traditionel møbeldesigner ville have tænkt og jeg tror ikke, en traditionel møbeldesigner havde turde lave så ornamenteret en stol som Trinidad på daværende tidspunkt.

Desuden var Nanna god til at udfordre undervejs i designprocessen. Hun satte spørgsmålstegn ved alt og tog ikke et nej for et nej, Hun argumenterede for sin sag og jeg havde fuld tillid til hendes øje og sans for form. Hendes ordsprog “tre skridt frem og to tilbage, betyder stadig, at jeg har taget et skridt frem i den rigtige retning“ var i høj grad et billede på hendes praksis. Nanna var dronningen af design i sin samtid, hvilket er ret usædvanligt.

F Hvad gjorde Ditzel og Fredericia til et godt match?

T Vi holdt af hinanden, Nanna og jeg. At komme under hendes vinger og lære af hendes livssyn var livsændrende for mig. Hun havde prøvet så mange ting og havde en fantastisk begejstring for livet - et verdensmenneske. Vi besad en dyb respekt for hinanden og vores fagligheder på trods af den store aldersforskel; jeg var i 30’erne mens hun var i 70’erne men hun var en virkelig god ven og der var så meget, vi ville skabe sammen. Hun lærte mig at turde stole på processen, også selvom det måske kunne se umuligt ud. Det har så også haft indvirkning på de designsamarbejder, jeg har haft efterfølgende, om det så var Vico Magistretti eller Jasper Morrison, så var der en tiltro og et mod i processen.

flicker-image-0
flicker-image-1
flicker-image-0
flicker-image-1
flicker-image-0
flicker-image-1


F
Trinidad Chair bliver Ditzels største kommercielle succes, hvad er historien bag?

T I hele Nannas proces med at afprøve streger i slut 1980’erne og start 1990’erne kommer hun til at tænke på sine rejser til Trinidad og den lokale Gingerbread-arkitektur, der med sit udskårne træværk legede med lys og skygger. Et skyggespil som hun ønskede at overføre til møbler i en nordisk kontekst. Alle disse indtryk omsatte Nanna til Trinidad stolen. Nanna havde læst at Danmark havde fået sin første 4-aksede CNC-fræser installeret hos en virksomhed i Vestjylland og med den nye robotteknik, kunne hun få virkeliggjort det komplicerede fræsearbejde med de mange slidser i sæde og ryg på en effektiv og kommerciel måde. Hun var afsindigt nørdet og interesseret i teknik og havde modet til at bruge teknologien positivt i sit design.

Derfor var Trinidadstolen allerede ved lanceringen en moderne industrielt produceret kommerciel stol, som allerede to år efter lanceringen modtog Danmarks største designpris, ID Prisen, som den første stol nogensinde. Begrundelsen var, at stolen var en hidtil uset fin kombination af fine organiske former, en fantastisk siddekomfort og helt igennem funktionel stol, som samtidig var rendyrket industriel. Stolen blev omgående en kommerciel succes hos både private forbrugere verden over, men også i det professionelle kontraktmarked.

Selv i 2023 er stolen stadig helt sin egen og genkendelig for generationer af brugere.

F Hvad er dit eget yndlingsobjekt skabt af Nanna Ditzel?

T Det er Trinidad-stolen, som må siges at være en enormt vellykket stol. Den er teknisk og industriel men komfortabel, poetisk og gennemtænkt. I mit samarbejde med Nanna og generelt i min møbelkarriere, var Trinidad helt klart hendes og mit svendestykke. Den blev forholdsvis hurtigt stemplet som en klassiker, ikke som et elitært møbel, men taget til sig af især familien Danmark, hvilket jeg glædes over til stadighed. Jeg er også vild med Nannas mange smykkedesign, som er noget helt særligt i deres organiske formsprog.