En samtale med John Pawson: Et studie i lys og materialer
Igennem mere end 40 år har John Pawson CBE skabt arkitekturarv båret af enkelhed ved at sammenblande fundamentale principper med underspillet elegance. Uanset om han gentænker historiske bygninger eller skaber fredfyldte nutidige omgivelser, afspejler Pawsons arbejde en gennemført dedikation til lys, materialer og proportioner. Hans design overskrider faste udtryksformer, og skaber rum, der emmer af ro, afklaring og meningsfulde forbindelser.
Hvordan vil du definere ’Den pawsonske minimalisme’?
JOHN PAWSON: Jeg har altid været drevet af jagten efter enkelhed – at opnå det, jeg selv har karakteriseret som et minimum, som defineres af den kvalitet, en genstand eller et rum har, når det ikke længere er muligt at forbedre det ved at trække noget fra. At trække noget fra er både en intellektuel og sansemæssig handling og er en praksis, som har defineret hele mit arbejdsliv.
Alt, hvad jeg nogensinde har lavet, kan spores tilbage til en konstant optagethed af masse, fylde, overflade, proportioner, krydsfelt, geometri, gentagelse, lys og ritual. Og mens skalaen og vokabulariet har udviklet sig, er den underliggende tankegang forblevet den samme. Det er en rød tråd, der løber igennem alt mit arbejde.
“ For mig er der ingen grundlæggende forskel mellem at tegne en stol eller et hus: Det hele er arkitektur. Når jeg ser på en af Klints stole, ser jeg kvaliteten af proportioner, skala, volumen, krydsfelter, gentagelse, materiale og overflade. Jeg ser alt, hvad jeg selv søger at opnå, når jeg går i gang med at skabe en bygning. ”
John Pawson
Hvordan greb du din filosofi an i forhold til dit sommerhus, Home Farm?
JP: Det var et på alle måder personligt projekt. Og når kunden og arkitekten er den samme person, bliver det både mere ligetil og mere komplekst. Hvert eneste projekt, jeg nogensinde har lavet, er et manifest om selve arbejdet og tankegangen bag det, men med et foretagende som Home Farm bliver selv den mindste detalje til en besættelse. De eneste rigtige begrænsninger er tid, penge, at fastholde interessen – og selvfølgelig familiens tålmodighed.
For mig er en følelse af lethed og ro afgørende for at kunne føle mig hjemme, og når jeg går rundt i mit hjem, er den vekslende form for lys en konstant fornøjelse, både for sanserne og følelserne. Men når det så er sagt, så defineres ethvert hjem af dets mennesker – den familie og de venner, der fylder det.
Hvordan skabte du den bro imellem et nutidigt interiør og et historisk bondehus fra det 17. århundrede, sådan at en moderne livsstils behov blev opfyldt?
JP: Oprindeligt, da vi besøgte stedet første gang, var mit umiddelbare indtryk, at alt så skræmmende forladt ud. Stedet havde været beboet af en stor, lokal bondefamilie i de sidste 70 år, og den eneste form for elektricitet var trehullede bakelit-stikkontakter fra før 2. verdenskrig. Samtidig kunne jeg gennem gardiner af spindelvæv se potentialet i at skabe nye forbindelser imellem de forskellige dele – og på den måde forenede vi hovedhuset med laden, bygget af sten, staldene og høloftet, som alle lå i forlængelse af hinanden, og opnåede dermed en volumen på knap 50 meter i længden. Helt fra begyndelsen var tanken at indsætte utvetydigt moderne elementer i denne her helt særegne kombination af strukturer, rum og overflader, for på den måde at skabe interessante krydsninger mellem gammelt og nyt, samtidig med at der ikke trækkes en ubehagelig historisering ned over stedet.
Hvordan skaber man en fornemmelse af stemning og velvære i sit hjem, samtidig med at man opretholder et minimalistisk udtryk?
JP: Jeg har aldrig opfattet arkitektonisk minimalisme og det at gøre steder varme og indbydende som en modsætning. Home Farm bygget op som en sammenhængende række af hyggelige mødesteder, som både kan fungere for et større antal mennesker, når vi har familie eller venner på besøg, og for Catherine og mig, når det bare er os to sammen.
Dit hjem består af få, nøje udvalgte møbler. Hvordan beslutter du, hvad du vil have, og hvor de skal stå?
JP: Jeg kan godt lide møbler, som hverken forsvinder i rummet eller generer øjet og dermed bryder følelsen af sømløshed. I rummet her er en stadigt større del af de møbler, vi har, nogle, jeg selv har designet, nogle af dem skabt specifikt med Home Farm i tankerne. Jeg ville dog aldrig komme dertil, hvor jeg selv havde designet det hele. Det er vigtigt at have en blanding af andre hænder og andre følsomheder.
Dit arbejde bliver ofte beskrevet som at skabe rolige rum. Hvilken rolle spiller følelser i din designproces?
JP: Fra helt ung var jeg fascineret af forskellen mellem de steder, der får en til at føle noget, og dem, der ikke gør. For mig er det forskellen mellem en bygning og arkitektur – gennem den ekstraordinære rumlige og atmosfæriske forandring, du oplever både fysisk og følelsesmæssigt. Når du går ind i et rum, hvor alle betingelser er rigtige, er følelsen af stille opstemthed øjeblikkelig og intens. For nogle mennesker er reaktionen, at de helt bogstaveligt puster ud, hvorefter skuldrene sænker sig, efterhånden som spændingen forløses.
Hvilket af dine projekter betyder noget særligt for dig, og hvorfor?
JP: Jeg siger altid, at det at tegne et nyt cistercienserkloster – Novy Dvur-klosteret i Tjekkiet – var et livsprojekt. Et kloster er en komplet og selvstændig verden, der forener kirke, hjem, arbejdsplads, skole, hospital og gartneri. Selv to og et halvt årti efter jeg begyndte at arbejde med munkene, skaber jeg stadig nye elementer for dem.
Er der et sted eller en oplevelse, der har inspireret dig for nylig?
JP: AA (Architectural Association School of Architecture, red.) inviterede mig for nylig med på en studietur til Neuendorf House på Mallorca. Neuendorf var det første projekt, jeg tegnede fra bunden i samarbejde med Claudio Silvestrin. Jeg blev meget rørt over at være tilbage og tilbringe tid i den arkitektur og det landskab, som jeg kender så godt, og over elevernes alvor og talent.
Hvordan kan arkitektur og design løse udfordringerne med bæredygtighed uden at gå på kompromis med æstetikken?
JP: Der er ikke noget vigtigere emne inden for arkitektur, og intet vigtigere krav til arkitekter, end målet om social ansvarlighed i forhold til klimaforandringer. Det kræver ægte forpligtelse at bevæge sig fra en fortælling, der begynder med en idé til en bygning og derefter fokuserer på at forsøge at gøre den tænkte bygning så bæredygtig som muligt, og hen til en fortælling, der begynder med bæredygtighedsprincipper og først derefter spørger, hvilken fysisk form dette sæt principper så kan have. Det er dét, der er akut påkrævet.
Hvordan forestiller du dig, at dit arbejde inspirerer fremtidige generationer af arkitekter og designere?
JP: Man vil jo altid gerne tro, at arbejdet vil inspirere, og jeg håber også, at jeg kan tjene som eksempel på en, der ikke har taget den konventionelle vej. Jeg var overbevist om, at man skulle være god til matematik, så det at leve et liv med arkitektur var nær ikke sket for mig.
Er der særlige arkitekter, kunstnere eller tænkere, der har haft indflydelse på at forme din designfilosofi?
JP: Den tid, jeg tilbragte med Shiro Kuramata i Tokyo, da jeg var sidst i tyverne, har betydning for mig den dag i dag. Han gav mig en vigtig læring om værdien af disciplin, hårdt arbejde og behovet for at finde ’gnisterne’. Jeg blev også påvirket af hans lyst til at gøre alting, at være billedhugger og kunstner.
Jeg har aldrig mødt Mies van der Rohe, men intet andet menneske har haft større indflydelse på min arkitektoniske tænkning, måske med undtagelse af Kuramata og Donald Judd. Jeg har de tyve bind, der er udgivet fra Mies’ arkiv, stående på mit kontor, og jeg tager jævnligt mig selv i at hive en bog ned fra hylden – uanset om jeg leder efter noget bestemt eller bare for glæden ved at kunne bladre.
Hvordan tror du, at arkitektur bidrager til den samlede indretningsoplevelse?
JP: Jeg har aldrig rigtig skelnet mellem arkitektur og boligindretning. I sidste ende handler det hele om kvaliteten af rummet, lyset og atmosfæren.
Hvad er dit forhold til de Klint-stole, du har i dit køkken og din tegnestue, og hvad betyder hans arbejde for dig?
JP: For mig er der ingen grundlæggende forskel mellem at tegne en stol eller et hus: Det hele er arkitektur. Når jeg ser på en af Klints stole, ser jeg kvaliteten af proportioner, skala, volumen, krydsfelter, gentagelse, materiale og overflade. Jeg ser alt, hvad jeg selv søger at opnå, når jeg går i gang med at skabe en bygning. Desuden ser alle mennesker godt ud, når de sidder i Klints stole! Og derfor har jeg dem i mit eget hjem.
Når jeg tænker på Klints og andre danske designeres arbejde, er der en tidløs modernisme, der interesserer mig, og som de forstår så godt.
At få et sted til at leve
Harmonisk indretning tilgodeser en bred vifte af menneskelige behov – fra fysisk komfort til følelsesmæssigt og socialt velvære – ved at skabe miljøer, der respekterer de forskellige måder, folk lever, arbejder og mødes på. Det, der for alvor får os til at føle os hjemme. Når gennemtænkt design og veludført håndværk forenes, opstår rum, hvor fællesskab og fordybelse smelter sammen i en naturlig balance.
Dyk ned i fortællingerne bag disse inspirerende rum og få indblik i arkitekterne og designerne, der bringer dem til live.
1 of 5